MED MERE v. Tanja Marcher
– Teater og oplevelser til plejehjemsbeboere og mennesker med demens
Jeg har lavet to forestillinger målrettet plejehjemsbeboere og mennesker med demens:
Stjernespor ligner teater som man kender – med en lille scene og publikumsrækker. Forestillingen kommer ud til jer og spiller f.eks. i plejehjemmets sal eller fællesrum.
Stjernevandreren går hjem til den enkelte plejehjemsbeboer. Forestillingen er skabt som en vandreforestillingen, hvor plejehjemsbeboerne får besøg af forestillingen hjemme hos dem selv.
StjerneKabaret er kreativt samvær med retning og formål: Vi kan alle noget, og vi kan endnu mere sammen. StjerneKabaret kan enten være et enkeltstående arrangement eller et lille forløb.

STJERNESPOR
Om forestillingen Stjernespor
En sanseforestilling af Tanja Marcher/Med Mere i co-produktion med Danske Plejehjemsklovne
I et blødt mørke tændes stjerner og lys.
En fortælling tager sin begyndelse og når sin slutning.
En lille langsom forestilling fuld af sanseindtryk og skabt med stor kærlighed til mennesker ramt af demens. Med fokus på nærvær, intimitet og sanser åbnes teaterrummet for plejehjemmets beboere, uden at de behøver at forlade plejehjemmet.
Kreditering
Idé, koncept, scenografi og performer: Tanja Marcher
Musik og indspilning: Sofie Noe
Teknisk assistance: Karstens Opfinderlab
Reminiscens-video: Søren Lynggaard
Det du skal vide om at få besøg af Stjernespor
Her kan du hente pdf med tekniske deltaljer om forestillingen og de nødvendige krav til lokale mv. ; Teknisk_Praktisk_Stjernespor
Her kan du hente pdf med information og pris: Stjernespor
Stjernespor er skabt som en del af projektet “Kultur i Fællesskab” med støtte fra Region Midtjyllands Kulturpulje.
Projektet løber fra 2022- 2024. Formålet er at udvikle nye formidlingsformer, der kan opleves af mennesker med middel til svær demens på Danmarks plejehjem.
De deltagende kulturinstitutioner er Den Gamle By, Moesgaard Museum, Museum Silkeborg Bad, Det Grønne Museum, Viborg Museum og Danske Plejehjemsklovne.

STJERNEVANDREREN
Om vandreforestillingen Stjernevandreren
En lillebitte forestilling, der går på hjemmebesøg ved ensomme, isolerede ældre og mennesker med demens. Forestillingens skuespiller vandrer således fra en stue til den næste. I hver stue vises en lille forestilling tilpasset i tid og tempo til netop dette menneske.
At gå med lyset i lyset.
At se det simple blive til noget særligt.
En lille forestilling der går på besøg – og som i mellemrummet i vandringen fra én stue til den næste er en vandrende installation med musik og billeder og plads til undren og nysgerrighed. Med fokus på nærvær, intimitet og sanser skabes teaterrummet på sengekanten eller ved sofabordet i hjemmets trygge rammer.
Kreditering
Idé, koncept, scenografi og performer: Tanja Marcher
Musik og indspilning: Sofie Noe
Teknisk assistance: Karstens Opfinderlab
Download materiale til udprint (inkl. pris)
Stjernevandreren er skabt med støtte fra Inge & Asker Larsens Fond.

StjerneKABARET
Kabaret med og for alle
Som et enkeltstående formiddagsarrangement eller et kort forløb
Stjernekabaret er et koncept skabt med målgruppen ældre og mennesker med demens for øje. Det er festligt, finurligt og med plads til alle! Vi danser, synger, nynner, læser, nyder og oplever sammen. Der er ingen krav om god hukommelse eller hurtige fødder.
Vælger I at have et lille forløb, så afslutter vi med at invitere publikum – f.eks. pårørende. Og så skaber vi en KabaretFest sammen.
Fokus er på samvær, nærvær, tryghed og hygge – og vi kommer nok også til at grine undervejs!
Kreditering
Idé og koncept: Arendse Lillesø og Tanja Marcher
Teaterpædagog: Tanja Marcher
Download materiale med pris og praktiske detaljer
Her kan du hente pdf med praktiske deltaljer og pris på enkelt arrangement og forløb
StjerneKabaret bygger på konceptet Kabaret på Daghjem, der er udviklet af Arendse Lillesø og Tanja Marcher med midler fra Fonden Ensomme Gamles Værn. Konceptet er afprøvet på alle daghjem i Aarhus Kommune.